Tilmeldingsfristen forlænges - og prisen sænkes for mere end 20 meter stikledning

14. august 2023

Har du brug for mere end 20 meter stikledning?
I det oprindelige kampagnetilbud var der maksimalt 20 meter stikledning med i prisen. Herefter skulle du selv betale 2.450 kr. inkl. moms pr. løbende meter. Vi har nu fået mulighed for at fjerne grænsen for, hvor mange meter stikledning der er indeholdt i kampagneprisen.

Det betyder altså, at stikledningen ind til din bolig er med i prisen uanset længden på den. Ændringen gælder for alle husstande.

Har du allerede underskrevet tilslutningsaftalen, skal du ikke foretage dig noget.

Tilmeldingsfristen forlænges
Det skrider fremad med antallet af tilmeldinger, men vi er ikke i mål endnu. Vi har derfor valgt at forlænge tilmeldingsfristen til den 15. september 2023.

For at projektet kan realiseres og får en bæredygtig projektøkonomi, er det vigtigt at du tilmelder dig nu! Naturligvis forudsat, at du ikke allerede er tilmeldt. Opnår vi ikke den nødvendige tilslutning, kan vi ikke sætte gang i projektet, da økonomien skal balancere.

Det er nu, du har muligheden for fjernvarme
Hvis fjernvarmenettet skal udvides i Smørum, er det nu, du skal melde dig til. Selvom det er sommer, og dine radiatorer er slukket, så banker efteråret og vinteren på døren – og det er nu, at beslutningen om din fremtidige varmekilde skal tages.

Regeringen har en ambition om, at der fra 2035 ikke længere skal være boliger i Danmark, der opvarmes af gas- og oliefyr. Hvis du ønsker at have muligheden for at få fjernvarme, er det nu du skal melde dig til.

Vil du gerne tilmelde dig fjernvarmen?
Hvis du har modtaget en aftale om varmeforsyning i e-Boks, kan den ikke underskrives efter den 18. august 2023. Hvis du ønsker at tilmelde dig fjernvarmen, skal du derfor kontakte os pr. telefon eller mail. Så fremsender vi en ny aftale til dig.

Det videre forløb
Hvis der er nok tilmeldte, så økonomien i projektet hænger sammen, så er tidsplanen, at vi i slutningen af september 2023 får tilbud på grave- og smedearbejde m.v. Vi forventer derfor, at vi senest i starten af oktober kan fortælle mere om projektets videre forløb.

Har du spørgsmål?
Hvis ændringerne har givet anledning til spørgsmål, svarer vi meget gerne på dem. Du kan kontakte os på telefon 44650871 eller e-mail admin@smkv.dk.

//